Jeg er vokset op mellem bøgetræer i Århus. Her har jeg boet hele mit liv. Lige indtil min kone og jeg flyttede til Løkken. Vi er begge pensionister og tænkte, det var nu. Hvis det skulle være. Fra Østjyllands fede muld til Vestkystens magre jord og sand. Et sceneskift af de større, vi ikke endnu har fortrudt. Jeg har arbejdet med børn, unge og familier både som psykolog og som kommunal leder. Og så blev jeg forfatter, da jeg endelig fik tiden til at skrive. Det beriger mit liv og fylder tiden ud. Jeg har udgivet faglitteratur både egne bøger, antologier og artikler om pædagogik, socialt arbejde og vores velfærdsinstitutioner. Har også udgivet en roman, som handler om min mor og livet i kollektiv i 70’erne. Titlen er Tiden der løber ud.
Udkom på Brændpunkt med romanen Kære Andreas i 2022, romanen Holm i 2023, og i 2024 udkom forfatteren med romanen Sander.