fbpx

Stamina – krig og kærlighed af Max Ulrich Klinker

(5 kundeanmeldelser)

DKK 299,00

 

Stamina – det kræver mod at udnytte sit held

Under Anden Verdenskrig flyver den unge danske Herman Andersen som pilot for Royal Air Force i England. Væk fra sine rødder i Kenya går han egne veje og befinder sig nu i det centrum, hvor krigshistorie skrives og en uvis fremtid toner frem.

I RAF er det ikke nok at være en god kammerat. Der skal mod til og uafbrudt træffes upopulære beslutninger, tages livsfarlige chancer og stoles på egen dømmekraft.

Stamina følger livet blandt flyvere i 1940 til 1941 med dramatiske kamp-handlinger i luften om dagen og vilde fester og gravøl i baren om aftenen. Det er en udviklingshistorie med masser af autenticitet, der ikke blot fortæller om krigen og Hermans længsel efter kærlighed, men også tegner et tidsbillede fra forskellige miljøer, der vækker mindelser om Brideshead Revisited eller Downton Abbey.

Stamina er en selvstændig fortsættelse af romanen Pastorale – Krig og Kærlighed, der fik 5 stjerner og blev kåret til at være blandt de 25 bedste bøger i 2021 af Kristeligt Dagblad.

Max Ulrich Klinker, født 1965 på Frederiksberg, er uddannet civilpilot og jurist. Tidligere pilot i SAS. Forinden pilot i andre luftfartsselskaber med bl.a. operationer i Afrika og flyveinstruktør.

Som litterært funderet har han skrevet adskillige eksistentialistiske artikler, essays samt skønlitterære tekster – ofte iklædt historiske rammer. Debuterede i 2011 med novellesamlingen SMAK.

Uddrag fra bogen
”… Hvis der er noget, jeg gerne vil have, at du tager med herfra, så er det, at de sande svar altid er enkle. Især, fordi den hovmodige side af os mennesker har hang til at gøre os selv kloge ved at komplicere det enkle. Eller hvordan skal jeg sige det? Fordi vi mennesker alt for let lader os forvirre af det faktum, at de vigtigste ting er simple, og at det simple svar altid er sværest…”

 

Køb Stamina her

 

Stamina – krig og kærlighed kan også købes som lydbog og e-bog

 

Køb lydbogen her Køb e-bogen her
Kategori:

5 anmeldelser af Stamina – krig og kærlighed af Max Ulrich Klinker

  1. Litteratursiden

  2. Kontrast.dk

    KONTRAST.DK 13.10.24

    En gribende krigsroman om mod og menneskelighed

    Stamina – Krig og Kærlighed er en roman, der kombinerer historisk autenticitet med psykologisk indsigt. Max Ulrich Klinker leverer en medrivende fortælling, der følger den danske pilot Herman Andersen gennem hans oplevelser under Anden Verdenskrig.

    Romanen, Max Ulrich Klinker har skrevet, er ikke kun en spændende skildring af krigens brutalitet, men også en rørende udviklingshistorie om en ung mands rejse mod selvforståelse og indsigt i menneskelighedens kompleksiteter.

    Flittige læsere af Kontrast har mødt Max Ulrich Klinker tidligere i spalterne, hvor han lejlighedsvis bidrager med klummer.

    Klinkers baggrund som pilot kommer tydeligt til udtryk i romanens mange detaljerede beskrivelser af luftkampe og livet som pilot i Royal Air Force.

    Det giver bogen en særlig aura af realisme og autenticitet, der gør læseoplevelsen levende og medrivende. Samtidig formår Klinker at undgå at lade teknikken overskygge det narrative.

    I modsætning til sin forgænger ”Pastorale – Krig og Kærlighed”, hvor de tekniske detaljer om flyvning til tider kunne fylde meget, er ”Stamina” mere fokuseret på Hermans personlige reaktioner og refleksioner.

    Fortællingen kredser omkring Hermans interne og eksterne kampe. Han er en mand, der drives af ambitionen om at være en god pilot og kæmpe for en sag, men samtidig er han uinteresseret i politik og de større krigsideologiske spørgsmål.

    Hans fokus er enkelt: at flyve og overleve. Denne enkelhed skaber en fascinerende kontrast til de komplekse moralske og eksistentielle dilemmaer, som krigen uundgåeligt fører med sig.

    Et af de mest gribende aspekter af ”Stamina” er Hermans ophold på et fransk kloster efter, at hans fly bliver skudt ned. Gennem samtaler med munkene, især munken Jan-Marie, introduceres Herman – og læseren – for filosofi og spiritualisme.

    Romanen fungerer også som en karakterudviklingshistorie. Herman, der begynder som en selvsikker, til tider arrogant pilot, må konfrontere både sine egne indre dæmoner og krigens barske realiteter.

    I denne proces bliver han et mere nuanceret menneske. Selvom han i mange tilfælde virker uden for pædagogisk rækkevidde, især i forhold til munkene, er det denne kombination af fejlbarlighed og søgen efter mening, der gør ham til en fascinerende hovedperson.

    Den narrative struktur er stramt komponeret, og bogen har et let flydende sprog, der gør den til en fornøjelse at læse.

    Trods de mange alvorlige temaer er historien ikke tung eller overbelastet med unødvendige beskrivelser.

    Slutningen er også overraskende og efterlader læseren med en klar fornemmelse af, at Hermans rejse endnu ikke er slut. Dette åbner op for en mulig fortsættelse, som kunne uddybe hans karakter yderligere.

    ”Stamina – Krig og Kærlighed” en vellykket roman, der kombinerer actionfyldt krigshistorie med eksistentielle overvejelser.

    Max Ulrich Klinker har skrevet en bog, der både underholder og får læseren til at reflektere over mod, menneskelighed og de valg, vi træffer i livets mest ekstreme situationer.

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *