fbpx

Jernkysset af K.T.Bang

(4 kundeanmeldelser)

DKK 269,00

 

”JEG KUNNE SIGE, AT JEG HELLER IKKE HAVDE TIL HENSIGT AT MYRDE NOGEN, MEN DET VILLE IKKE VÆRE SANDT…”

Efter en uventet telefonopringning sætter Heidi kursen mod Thorsminde, det frådende Vesterhav og det barndomshjem, hun knap kan huske.

Med sig har hun sin tiårige datter, sin evigt optimistiske mand og alle intentioner om at få turen hurtigt overstået, så hun endnu en gang kan lægge både fortid og Vestjylland bag sig.

Snart må Heidi dog sande, at ikke alle minder lader sig velvilligt glemme. De dukker op overalt i det gamle hus. Som den store plet under det fastsømmede tæppe i køkkenet og den sære lyd i soveværelsesvæggen.

Og mens fortiden ånder hende i nakken, kæmper Heidi for at finde sandheden om det, der er sket i huset. Om den gave, havet bragte hendes familie en isnende kold nat for godt to hundrede år siden. En gave, der har krævet sine ofre lige siden. En gave, der nu også har fået færten af Heidis mand og datter.

JERNKYSSET er en gåde sat i kulissen af den barske Vestkyst og én af verdenshistoriens største strandingskatastrofer. En bestialsk fortælling om en families mørkeste hemmelighed og en forbandelse, der ikke bare går i arv, men går igen.

I VESTJYLLAND FEJER MAN IKKE PROBLEMERNE IND UNDER GULVTÆPPET. MAN BEGRAVER DEM I KLITTERNE.

K.T. Bang (f. 1981) er uddannet antropolog med en særlig interesse for at forstå menneskets mørke sider.
Født og opvokset i Vestjylland, var det kun naturligt, at debutromanen, Jernkysset, skulle foregå der.

 

Køb bogen her
Kategori:

4 anmeldelser af Jernkysset af K.T.Bang

  1. Birger

    Helt fantastisk læseoplevelse. Jeg var fanget fra start til slut, og “Jernekysset” får min varmeste anbefaling.

  2. Kronvolds Kultur Kårner

    Boganmeldelse: Roman af K.T. Bang: ”Jernkysset”.
    ****

    Heidi og Martin bor i en lejlighed i Roskilde med deres tiårige datter Dagny. En dag bliver Heidi
    ringet op af en advokat der fortæller, at hun har arvet sin mormors hus, der er Heidis
    barndomshjem i Thorsminde i Vestjylland.

    Heidi har absolut ingen intentioner om at vende tilbage til Vestjylland, men Martin er af en anden
    mening, og han får Heidi til at gå med til, at de prøver at bo i huset i fire uger. Derefter skal de tage
    stilling til, hvad de vil.

    Da den lille familie når frem til mormorens gamle hus, indser de hurtigt, at det trænger til en
    større istandsættelse og Heidi og Martin går straks i krig med huset. Men det varer ikke længe, før
    Heidi får mareridt og der begynder at ske mærkelige og uforklarlige ting. Både i huset og med
    Martin. Det sker efter, at Heidi har fundet en gammel ring i en af husets vægge. En ring, der har
    ligget som en forbandelse over familien i generationer.

    Heidi har ingen særlige erindringer om sin fortid, men de natlige mareridt fortæller lidt efter lidt
    Heidi den mørke sandhed om hendes familie, hvor der viser sig, at alle mændene er druknet på
    forskellig vis.

    Det er K.T. Bangs debut som forfatter, og romanen bevæger sig både i nutid og datid, og er en
    blanding af fiktion og virkelighed. Handlingen foregår i forfatterens egen hjemegn, hvor læserne
    får indblik i, hvordan der er i det forblæste Vestjylland.

    Bogen er også et sandt familiedrama, som trækker tråde flere hundrede år tilbage til et historisk
    skibsforlis, hvor mange søfolk druknede.

    Det er tydeligt, at K.T. Bang har et stort talent, og et helt eminent sprogbrug, så jeg i hvert fald
    tydeligt kan forestille mig de forskellige scenarier i bogen. Romanen har desuden en helt fabelagtig
    spændende og dramatisk afslutning, så jeg fik helt klamme håndflader undervejs.

    Men en rigtig god debut af K.T. Bang, som jeg glæder mig til at læse meget mere af fremover.

    Bogen er på 359 sider, og udkommer på forlaget Brændpunkt den 10. oktober 2024.

  3. Fenjas Corner

    Advarsel: Læs ikke denne bog, hvis du bor i hus, engang har været ved Vesterhavet, ejer en æbleskivepande eller har pastaskruer i huset. I hvert fald ikke, hvis du vil sove godt. Jeg var nødt til at læse bogen færdig, før jeg turde gå i seng.

    Heidi arver sin mormors hus i Vestjylland og sammen med manden, Martin, og datteren, Dagny, vælger de at bruge sommerferien på at sætte det i stand.

    Men Heidis familie er fuld af hemmeligheder og nedarvet synd, skyld og skam. Samtidig flettes historien sammen med en historie i et hus i 1811, hvor familiens arvesynd startede.

    Kan Heidi få styr på sin fortid og måske skaffe fred til den sjæl, der spøger i det gamle hus?

    K.T. Bang har skrevet en medrivende, spændende, nervepirrende og uhyggelig debutroman. Jeg er imponeret over det høje niveau, både sprogligt og plotmæssigt. Jeg ser frem til at læse flere bøger fra K.T. Bangs hånd, for det er høj kvalitet.

    Det er ingen tvivl om, at Jernkysset er et hjertebarn for K.T. Bang. Swipe for at se, hvor vild indpakningen var, da hun sendte bogen ud til anmeldere og folk, der havde forudbestilt. Lige så gennemført er romanen.

    Stort tillykke til K.T. Bang med den flotte debut.

  4. Emma

    Bogen Jernkysset er en fiktions bog der er så skræmmende tæt på virkeligheden, at man ikke tør ligge den fra sig før man ved om den ender lykkeligt. Heidi der lykkeligt har fortrængt barndommen, må se sit familie drama i øjnene, og erkende sin families fortid som trækker tråde flere hundrede år tilbage til et skibsforlis, hvor mange søfolk druknede.

    Fantastisk man parallelt med Heidis fortælling får forfædres historie, men at kapitlerne med Heidis familie er med et tal, mens forfædrenes kapitler har et navn. Dette bidrager med en større forståelse af karakterne og hændelsesforløbet.

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *