Jeg spejler en krig af Irene Sidenius
DKK 229,00
Først kom Jeg skriver et træ, så kom Jeg drømmer en natsværmer. Nu afslutter Irene Paaby Sidenius sin poetiske trilogi med Jeg spejler en krig. Her er tale om en svævende poetisk stemme, der løfter sten til fugle. Hele tiden formår hun at give
tingene et svæv. Hun skriver på kanten af drømmesproget, altså i billeder, frapperende billeder. Denne bog er ingen undtagelse, hvor forfatterens tema er krig og kærlighed. Det gøres med ømhed, men konstaterer også verdens tilstand. Der er således tråde tilbage i tiden, men nutidens krige tages også op.
begynder nu forfra og
ligger igen i havstokken lytter
blandt tang og sæler til derfra hvor
sporet går ud fra det levende
Irene Paaby Sidenius debuterede i 2018 med digtsamlingen Jeg skriver et træ. Hun skriver klassisk poesi i et stærkt levende sprog.
Køb bogen her
Edition Tiger –
Edition Tiger
Omtaler af danske digtsamlinger
torsdag den 17. oktober 2024
Årets bedste digtsamling
Irene Sidenius: Jeg spejler en krig
Brændpunkt, 2024
Og lad mig sige det ligeud og uden omsvøb: Irene Sidenius’ nye bog, Jeg spejler en krig, er den bedste digtsamling, jeg har læst meget længe. Jeg er meget, meget imponeret.
(…)
Hvis du kun har tænkt dig at ønske dig én digtsamling i julegave i år, så bør det være denne. Den er fantastisk.
Læs hele anmeldelsen her:
https://editiontiger.blogspot.com/2024/10/arets-bedste-digtsamling.html
Lars Ebbensgaard –
Anmeldelse af eller betragtninger over digtsamlingen Jeg spejler en krig af Irene Sidenius, forlaget Brændpunkt, 2024.
Vi befinder os i en ganske lille sprække af evigheden. Ja, vi er omgivet af evigheder. Evigheden før vi blev født og evigheden efter vi dør. Evigheden før mennesket blev til og evigheden efter det sidste menneske er forsvundet, måske efter en stor krig.
Med denne kosmiske fornemmelse er bogen let læst og giver en kæmpeoplevelse. Med forfatterens og læserens egne tanker og med tanker fra det fremmede flyver vi en smuk og betagende tur, hvor vi får så meget at vide.
Vi er udspændte mellem stjernen i himlen og sæden i jorden, så smukt og kort kan det udtrykkes. Vi er krop og motor, dyr og blomst. Dette gør os til en skærm. Mennesket er selv natur og del af den evolutionære tidsfølge.
Det er iskoldt og beskrevet i megen litteratur med mange dystre konsekvenser. Men Irene Sidenius får varmen ind. Vi mødes af et blik fra et fremmed ansigt, et blik, der aldrig taber mig af syne. Og jeg sidder som et barn på trappen, hvor vi sad. Dette vi smelter isen. Og det har vi brug for. Blikket er fra et tusindøje af alle blomster.
Goddag, vi er her endnu livet og jeg. Siger jeg som insekt og fugl til sandet, marehalmen og havtornen. Men allerede grottemennesket kunne lytte til jorden og mærke en krig.
Vi mærker således at bogen er et lyrisk møde mellem glæde og melankoli.
Landet er besat af fjender krigen er nær den bomber nu byer lyder det så fra vores egen tid. Men krigen raser også inden i os, vi har kære, der begår selvmord hvorefter smerterne er væk – for dem.
Hver side byder på store oplevelser. Forfatteren er tydeligvis lærd, men skriver et godt og letlæseligt sprog. Pludselig dukker naturligvis Tolstoy op. Bogen er meget smuk på trods af at en tristhed dukker op som her: Det smitter at være ubevidst om det mest nærliggende. Hvor er vi dog blevet smittet. Og vi hører, at det ligger i blodet, at mønstrene strømmer på pengenes vej.
Som årringe iskerner arvæv i sjælen i smerten ligger holocaust.
Det der som et langsomt sandskred kan opløse krigen, er varsomhed. Ræk mig hånden og bag så et brød. Og tænk på, hvor små fødder mariehønen har. Vi skal ytre verdenssjælen og se altings indbyrdes afhængighed.
Dette lyriske møde mellem glæde og melankoli er så velgørende, man drikker ord til vores tørstende sjæl uden at lukke øjnene for vores kæmpeopgave. Det er godt for os i dette hjørne af verden dette lykkelige folk.
Vi får en længsel efter visdom som var den en skov med stammer som søjler de hvideste kroner af blomster og lys og af nåde. Dette omkranses af forfatterens smukke vignetter.
Herefter kommer slutningen som jeg ikke skal røbe, men selvfølgelig får vi hunden med:
Og hunden har lagt sig imens teksten den skrev sig han ligger og ser over havet på gåsetrækkene.
Bogen er en stor dejlig oplevelse, der ikke skjuler noget.
Lars Ebbensgaard. Vrist den 4/11 2024 – dagen før det store valg i USA.
Jørgen Wassilefsky –
IRENE SIDENIUS: JEG SPEJLER EN KRIG
……..
”at spejle/tingenes indbyrdes/sælsomhed”
Irene Sidenius, der gennem sin digtning, netop ”spejler/tingenes indbyrdes/sælsomhed”.
Netop dette at vi mennesker er sat ind i verden, sat til at leve det liv vi kender så godt. Så godt, at det til tider sætter mennesket uden for urets viser. Vi spejler hele tiden os selv, ser os fra barndom, ungdom, voksenliv som en del af tingenes tilstand, en sælsomhed der ligger dybt i sindet og som hele tiden duellerer med begrebet tid.
dagene skyller ned over min sjæls vægge
nu falder skoven som en byge af lys på
dit ansigt som et æbletræ dækket af
et net af veje og skønhed
(Side 40)
*
som et tema i verden
først overgreb
så tavshed
et tegn
spørg også der
hvor ensomheden bor
hvor tavsheden er som
en virus
se børnenes øjne
de er her endnu
(Side 26)
Irene Sidenius griber om det svimlende i tilværelsen ved hjælp af
poesiens kraft. Hun løfter læserens blik, giver rum til undren og et stort
stilhedens rum, hvor poesi former og giver tilbage til mennesket. På grund af skønheden, dybden i ordene, er der rum for smerten – tabet og det at være menneske.
*
uanset hvor
usammenhængende
den tager sig ud
poesien er ordenes orden
når den får lov
at lade sig lede og føre afsted
af sin flamme
som blusser fra
levet liv
(Side51)
Irene Sidenius er en af de sjældne digtere, der er i stand til at iklæde ord
en dragt, der giver tyngde og en dybde for det enkeltes ords liv, som her i denne fine digtsamling, der er båret af indsigt og kærlighed til poesi.
Irene Sidenius slutter med denne tredje bog i sin trilogi, der består af følgende bøger: Jeg skriver et træ – Jeg drømmer en natsværmer – Jeg spejler en krig.
Jørgen Wassilefsky
iboja Wandall-Holm –
Som H.C Andersens lille erot, rammer du folk med pilen og vækker kærlighed, og som jeg som barn græd over, fordi jeg syntes, at det var grusomt gjort af den lille erot… De er meget smukke, dine digte, de er kosmiske og jordnære, de er svævende og lægger til i sjælens havn, de går på opdagelse i uendeligheden, også i din egen, du synliggør følelser, det hemmelige og åbenbare, du gør det komplicerede enkelt og det enkle dybt, du er her og samtidig over det hele…
iboja Wandall-Holm