…ikke en spurv… af Ina Ravnkilde
DKK 149,00
...ikke en spurv...
Ina Ravnkilde blev tvangsfjernet ved fødslen i 1944, faderen var ukendt, og hun kom på børnehjem, indtil et indremissionsk præstepar adopterede hende. Hun droppede ud af flere uddannelser og arbejdede som sygehjælper i 16 år. Herefter uddannede hun sig til socialrådgiver og var indtil pensioneringen ansat i kriminalforsorgen.
Digtsamlingen ...ikke en spurv... er drevet af vrede, bitterhed og afmagt. Den afspejler en turbulent opvækst, dybt forankret i det religiøse miljø, med psykiske og fysiske overgreb, som har præget hele forfatterens liv.
uden vrede er ordene væk
jeg kan ikke mere
væggene kryber tættere på
solen blænder
persiennerne ligner tremmer
dynen om mit ansigt
lugten af jord
kr149.00
kr49.00 (shipping)
Total: kr198.00
…ikke en spurv… kan også købes som e-bog
Køb e-bogen her
Pernille Aviaaja Villumsen –
Skrevet af Pernille Aviaaja Villumsen
Socialpædagog og psykoterapeut med godt 30 års arbejdserfaring fra blandt andet Krisecentre for voldsramte kvinder og børn samt Børnehjem og døgninstitutioner i Grønland.
Vi ved det godt.
Ved godt, at mange børn må leve med svigt, mishandling og overgreb.
Vi gyser når nyhederne og avisspalterne beretter om sagerne. ”Stakkels børn! ”
Sælsomt sjældent hører vi fra de voksne, der lever med følgerne.
Som skaber sig en tilværelse. Uddanner sig, arbejder og stifter familie, på trods.
Som, måske, lærer at elske og lade sig elske.
Der må være mange.
Mange, der i ensomhed skåner os for deres smerte.
Mange, der som ensomme ulve er stærke overlevere.
Mange, der bærer skammen og er alene med tabu.
Med digtsamlingen giver Ina Ravnkilde os sine ord.
Fortæller, og låner os de svære følelser, jeg i alt fald ikke kunne komme uden om virkelig at mærke.
Det gør hun på forholdsvis få sider og bogen er ikke en side for kort.
Kernen er så tydelig og jeg bliver ikke indhyllet i langtrukkent selvpineri og sentimentalitet.
Jeg kunne ikke læse uden stop. Var nødt til at tage mig mod til for at bladre. Lægge bogen på bordet ved siden af kaffekoppen og stirre lidt på alle de livsdygtige tusindfryd, der blomstrer i græsplænen.
… ikke en spurv … er en stærk og nødvendig digtsamling.
Et opråb og måske et spejl til de, der endnu ikke selv har vovet at fortælle. Måske ikke vover at tro på, at så svære overgreb aldrig er deres egen skyld.
At det rent faktisk er sandt, at det er sket og at livet kan gå videre alligevel.
Jeg giver … ikke en spurv … mine allervarmeste anbefalinger.
Carsten Milvang –
Jeg er stakåndet og rystet
-og mit hjerte banker uroligt
Ikke før har jeg læst en så barsk og gribende digtsamling som den netop udkomne “… ikke en spurv…” af forfatteren Ina Ravnkilde
På trods af selve digtsamlingens fysiske lidenhed med sine 48 sider i A5-format, tøver jeg ikke med at se digtsamlingen som et litterært storværk.
Digtsamlingen leverer digt efter digt, side for side uden titel på de enkelte digt; det ene digt tager det andet så de korte fortællinger bindes sammen til et samlet hele. En flydende skæbneberetning beskrevet så kort og enkelt, så stilrent og sprogligt elegant, at det står i en hæsblæsende kontrast, til de voldsomme hændelser og oplevelser der blotlægges i digtene.
At digtende udelukkende er skrevet med “små bogstaver” understøtter oplevelsen af digtende som en helhed; en helhedsberetning af en menneskelig skæbne.
Min hjertebanken stiger uroligt i takt med, at jeg gennemlæser digt efter digt, spændingen stiger, angsten øges i min krop, og visse digte må jeg genlæse straks med det samme. -Stod der virkelig det? Ja, det gjorde der…
Ina Ravnkildes digtsamling “… ikke en spurv…” er en imponerende bedrift, hvert eneste ord synes helt rigtigt valgt og midt i beskrivelsen af de oplevede rædsler og hændelser, opstår paradoksalt den fineste poesi, de stærkeste sætninger, de mest elegante metaforer.
Læs digtsamlingen i eet hug! Men vær beredt: Her er tale om en litterær mavepuster, der chokerer og gør læseren stakåndet.
“… ikke en spurv…” er et vidnedsbyrd om de fæleste oplevelser lige fra barnsben, og afspejler de styggeste tanker, elegant forløst i fængslende små poetiske prosadigte. Ingen rim, ingen remser; men prosapoesi så stærkt forløst som jeg vist ikke har oplevet det før.
Ina Ravnkildes nye digtsamling er et mesterværk. Tankevækkende er det, at der skal så megen pine og lidelse til for at kunne skrive så stærkt.
“uden vrede er ordene væk
jeg kan ikke mere”
Således skriver Ina Ravnkilde sidst i sin digtsamling “… ikke en spurv… “. Det håber jeg virkelig ikke; og jeg tror nok heller ikke på det…
Anbefalet af
Carsten Milvang
Digter
irene maria sidenius paaby –
irene maria sidenius paaby
jung-terapeut maler digter
anmelder digtsamlingen
…ikke en spurv…
af ina ravnkilde
overskrift og forfatternavn står på bogens omslag
med små bogstaver
derfor fortsætter jeg min anmeldelse på samme måde
titlen på bogen
…ikke en spurv…
stammer fra biblen og det lille fragment af en langt
større tekst fra matthæus er værd at læse
falder en spurv til jorden med guds vilje
har gud bestemt
at jeg ikke er mere værd?
et uddrag af teksten siger
”ikke en spurv til jorden uden jeres fader er med jer”
hvad tror et barn?
hvor var gud da far præst og forkynder gjorde
barnet fortræd, køn hænder negle handlinger ting vin
ina ravnkildes digte rører mig dybt når hun ord for ord
skriver (driver) sit klare sprog ud af et reservoir af oplevelser fra
barndom og opvækst med tab af tillid til far præstekjole og
kirke når respekten for et ungt liv bliver nedbrudt med ”skarpe
negle og salve” når væmmelse og had hersker og håb går
under.
digt s. 19
nu er han død
sagde de
og lukkede mig ind
hans hånd var stadig varm
da jeg lagde min kind i den
jeg bed hårdt i kødet under hans tommelfinger
han kunne stadig bløde
det smagte af metal
jeg tværede blodet ud over mit ansigt
før de bar mig ud
vi talte aldrig om det
men jeg fik sat mit mærke
så jeg kunne genkende ham
på dommens dag
…ikke en spurv…
tager os med gennem opvækst, selvbilleder,
aldre, valget af ham og det ultimative tab i anden del
…dødedanse…
ordene er klare, rytmen smuk og billederne griber mig
om hjertet og vækker stærke følelser i denne
grusomme og smukke digtsamling
af ina ravnkilde
i min opfattelse et smukt litterært stykke arbejde
som jeg varmt anbefaler
tak
Anne Jørgensen Lilleager –
ANMELDELSE:
… ikke en spurv …
Af Ina Ravnkilde
Udkommer på forlaget Brændpunkt den 23. juni 2021
Skrevet af
Anne Jørgensen Lilleager
Designer, forfatter og amatør billedkunstner
En særdeles stærk, grænseoverskridende og modig selvbiografi skrevet i digteform. Essensen af begivenhederne ligger i små korte linjer, der med et stik borer sig ind i hjertekulen. De er serveret i et poetisk og billedligt sprog, der kendertegner en virkelig digter og giver læseren en sproglig nydelse.
Digtesamlingen er en fortælling. Der er en fortsat rød tråd igennem hele værket, som er delt i to:
Første del handler om forfatterens barndom . Hun er vokser op i et dybt religiøst hjem og bliver seksuelt misbrugt af sin far, der er præst:
( … bag prædikestolen hænger Jesus
med bøjet hoved og lukkede øjne )
Anden del … dødedanse … fortæller lidt om ægtelivet, døden og ægtemandens langsomme død med demens, og om overlevelse og efterdønninger fra en barndom med misbrug:
( … døren står på klem
Kristus på korset
nu med åbne øjne
en enkelt spurv trykker sig ved hans fødder )
Det er vreden, der skriver ordene, siger forfatteren. Ordene udmunder til sidst i en form for træthed, måske med en smule lettelse eller overgivelse til det, livet og døden er. Og alligevel …
En bog, der bør læses, og som jeg varmt kan anbefale!
Susan Nørgaard Støyer –
Anmeldelse af: …ikke en spurv…, skrevet af Ina Ravnkilde
Af: Susan Nørgaard Støyer – cand phil komm, hestemassør m.m.
En digtsamling har set dagens lys, skrevet af en ny og ukendt digter, Ina Ravnkilde. For mig har det været en spændende udfordring, at få lov til at sætte ord på dette ubeskrevne værk, og jeg kan kun glæde mig over, at det er lykkedes Ina Ravnkilde – med kompetent brug af poesiens værktøjskasse – at løfte låget til den store sorte tabu-gryde, og invitere os ind under huden!
Først et par af de ord, som står bag på bogen, om digteren, Ina Ravnkilde:
– Hun blev tvangsfjernet ved fødslen i 1944, faderen var ukendt, og hun kom på børnehjem, indtil et indremissionsk præstepar adopterede hende. Hun droppede ud af flere uddannelser og arbejdede som sygehjælper i 16 år. Herefter uddannede hun sig til socialrådgiver og var indtil pensioneringen ansat i kriminalforsorgen.
Værket her – afspejler en turbulent opvækst, dybt forankret i det religiøse miljø, med psykiske og fysiske overgreb, som har præget hele forfatterens liv”.
Ina Ravnkilde har tidligere udgivet to romaner: “Søndag er en god dag” og “Stenvenderne”. Digtsamlingen: “…ikke en spurv…”, er hendes første skridt ud i denne genre – et meget ærligt, modigt og vigtigt skridt! – og med ovenstående ord in mente, er vi klar til at vende det første blad…
…ikke en spurv..:
Med digtsamlingen i hånden og sofaen i ryggen, blev jeg fanget og læste alt i en mundfuld! Jeg blev drevet af mange følelser, og en umådelig nysgerrighed: Kan det virkeligt passe, og – hvad bliver det næste…?
Bogen er delt op i to dele, hvor den sidste hedder – Dødedanse. Umiddelbart syntes jeg, at der er basis for to selvstændige samlinger. Selvfølgelig er det et og samme menneske, der oplever denne opvækst, og det at miste sin livsledsager, men ved at skille det ad, er jeg sikker på at Ina ville kunne tilføre værket mere af det hun brænder for. Som det ligger nu, kan det godt få karakter af biografi/ livsforløb – på godt og ondt…, men lad mig lige slå fast, at det er der jo ikke noget galt i! Det giver mig bare en fornemmelse af “det var det” og en endelig slutning – jvf det sidste digt: … – dynen om mit ansigt – lugten af jord.
Det behøver ikke at slutte her!
Samlingen er et fortløbende tidsbillede, som kronologisk bliver drevet af alt det uudsigelige og forfærdelige, som her bliver fortalt – flot, lige på antydningens grænse, og med modige grænseoverskridelser! Som læser ønsker man, at næste side bliver en afslutning, genoprejsning og forklaring. Forfatteren fremstår modig og hudløs, og man rammes af den upolerede ærlighed, som hun formår at videregive.
Anslaget er i naturen, smukt og stærkt – og genkendeligt. Lige indtil:
– i glimtene fra måneskinnet
kaster husene skygger
fra en anden verden
Så er tonen lagt, på en elegant måde, og jeg kan mærke kulden fra det som venter…
Gennem hele værket kan man mærke en samhørighed med naturen, der som forfatterens eneste nære allierede, omslutter de essentielle digte i midten. Disse rager i stedet ud, i deres forfærdelige konkrete konstellationer, helt blottet for naturens poesi. Sikkert og præcist, bliver man ført ind i en faktuel verden, hvor man kun kan føle smerte, afsky og afmagt.
Herfra formår Ina at bryde med det tunge og dystre, som ellers forventeligt kunne have overtaget. Hun får læseren (og sig selv) op og ud af “den anden verden” med hjælp fra hendes præcise natur-sprog. Hun viser de overgreb hun har oplevet, som det de også er – eksistentielle livsbetingelser, som følger hende ud i livet – for der følger et liv!
Anden del, Dødedanse.
I denne del mister forfatteren sin livsledsager – han dør. Vi mødte ham i den første del:
– ham her sagde tak
og kom igen næste dag
han har været her lige siden
Den død og afsked, som Ina skriver om, viser sig at strække over mange år – pga sygdom. Igen bliver processen fortalt på en faktuel og usentimental måde, og med et dækkende natur-sprog. Ina får det sagt, så enkelt, ærligt og kærligt, at man oplever det surrealistiske og tragisk-komiske i virkeligheden – og det er prisværdigt, og godt ramt!
Når man. som jeg – slugte denne digtsamling i en mundfuld, er det tid til at tage den frem, og læse igen. Så dukker der mange detaljer op, og tankerne bliver gødet!
Jeg syntes ikke, at jeg kan sige noget entydigt om hvilke læsere, dette værk retter sig imod. Det jeg kan sige, om kommende læsere, er at de skal være modige og klar til at se tabuer i øjnene. Emnet har aldrig været mere aktuelt, men er alligevel noget man forholder sig periferisk og fremmed overfor – det er jo nemmest at holde det uden for ens dør, og kigge den anden vej! Jeg håber og tror, at mange vil tage denne digtsamling med hjem, og læse den helt privat. Det vil være uden omkostninger for den enkelte, men vil kunne gøre, at de ikke vendte hovedet den anden vej, næste gang de så en spurv… Værket vil være velegnet i studiekredse og i uddannelsessammenhænge – hvor man kunne deles om de tanker bogen sætter i gang.
Jeg vil gerne give – …ikke en spurv… min bedste anbefaling. Ina Ravnkilde har, bogstaveligt talt, taget låget af en stor sort tabu-gryde – og været med til at give seksuelle og religiøse misbrugte – et sprog – et sprog vi alle kan forstå!
Til slut vil jeg citere slutningen af det næstsidste digt, som jeg håber rummer muligheden for mere fra Ina Ravnkildes poetiske hånd:
– døren står på klem
Kristus på korset
nu med åbne øjne
en enkelt spurv trykker sig ved hans fødder
Tak og tillykke til spurven!
Tina Riisgaard Mortensen –
Det er utroligt, at et menneske kan rumme så meget smerte uden at gå i stykker.
En stærk, skræmmende og meget barsk samling af få ord, der fylder meget, og malende beskriver et helt liv med skyggerne hængende overalt…. Flere gange fik jeg kuldegysninger på trods af sommervarmen, som om solen ikke kunne trække ind i dette dystre. Jeg er chokeret.
Når man hører om misbrug og overgreb, forestiller man sig ikke helt, hvor dybe spor der sættes, men man bliver skræmmende bevidst efter at have læst …ikke en spurv…
Jeg græder for alle de triste skæbner, som gennemgår dette helvede.
Forfatteren er beundringsværdig og modig, at fortælle sin historie, der med forholdsvis få ord, formår at åbne mine øjne for en grusom sandhed.
Tina Riisgaard Mortensen