fbpx

Brændpunkts forårsprogram 2023

 

I 2023 har Brændpunkt et særligt fokus på debutanter, og vi glæder os over at kunne præsentere mange spændende nye forfattere

Min kat er gangster af Charlotte Berwald, børnebog

Min kat er gangster af Charlotte Berwald, børnebog

Min kat er gangster er en selvstændig fortsættelse af den prisbelønnede børnebog Min kat er seriemorder skrevet af Charlotte Berwald. De voksne tror altid, de ved alt om børn. Derfor har de nu besluttet sig for at forbyde alt, hvad der er lækkert ved lov så nu må børn hverken få slik, chips, burgere eller noget som helst af det de bedst kan lide. Hvis ikke børnene overholder loven kommer de i børnefængsel. Miki, verdens ondeste kat, ser det som en stor mulighed og hans menneske Nicklas kastes igen ud i en halsbrækkende kamp.

Charlotte Berwald er født 4. marts 1990 og har tidligere udgivet ungdomsromanen Blodsøstre 2013, Dukkehuset 2015, Valkyrien 2016, Storhed og fald 2018, Ponyakademiet 2018 samt børnebogen Min kat er seriemorder, som vandt Orlaprisen 2022.

KNALD - på datingjunglen af Mette Blume, roman

KNALD - på datingjunglen af Mette Blume, roman

KNALD – på datingjunglen handler om at være blevet skilt i en moden alder efter et mangeårigt ægteskab. Om at vove sig ud i junglen af internetdating, om at møde mænd – om håb, naivitet, kærlighed og skuffelser. Mette Blume er kendt for DR’s seersucces Gift ved første blik 2022.
Udkommer i foråret 2023.

Romanen tager udgangspunkt i forfatterens egne oplevelser og ikke mindst i venindernes. Tonen er humoristisk, direkte og kæk, og ikke uden en smule bitterhed og sarkasme.

Mette Nathalie Blume er født 1962 og opvokset på Vestsjælland. Mette har tre brødre og to voksne børn. Hun er bosat i Gilleleje og debuterer nu som romanforfatter.

Sandhedsserum af Marlene Isabel Shirazi, roman

Sandhedsserum af Marlene Isabel Shirazi, roman

Mayaa er en stræbsom og stilfuld fraskilt kvinde i 50’erne, der netop har mistet sin far. I forsøget på at flygte fra de mareridt, der opstår efter hans begravelse, forærer Mayaa prompte sin seng til naboerne og genoptager både arbejde og træningsrutine. Vi følger Mayaas liv over få uger, hvor hun løbende møder personer og situationer, der på forskellig vis bliver konfrontationer med hendes sorg over den relation, hun aldrig fik til sin far –  og til sig selv – mens han levede. Konfrontationer, hun ikke kan arbejde sig ud af eller løbe fra.

Sandhedsserum er forfatter Marlene Isabel Shirazis (f. 1971) skønlitterære debut.

De fortabte af Thomas Johannes Erichsen, fortællinger

De fortabte af Thomas Johannes Erichsen, fortællinger

De fortabte. De ubrugelige. De frygtløse. De elskende. Manden, der finder lykken halvmast under en togvogn. De nybagte bådejere, der oplever et stykke virkelighed på Middelhavet. Den fordrukne fader, der slår over i engelsk, når han drikker. Fortællinger om uheld, urimelighed, styrke og en skæbnesvanger vandballon.

Thomas Johannes Erichsen født 1975. Cand. mag. i moderne kultur, skribent på Jyllandsposten, foredragsholder. De fortabte er forfatterens skønlitterære debut.

I en anden verden af Maiken Milter, roman

I en anden verden af Maiken Milter, roman

I en anden verden er en dystopisk thriller om en ung mands jagt på lykke i det fremtidige klima- og flygtningeramte Danmark, hvor menneskets liv er fjernere fra naturen end nogensinde.

Det er over 50 år siden, muren stod færdig omkring det tidligere København og Malmø. Siden da har Øresundbys befolkning levet i tryghed uden truslen fra sydens klimamigranter.
Bag muren møder vi den unge mand Leo, som drømmer om at se verden, selvom han også er bange for de farer, der findes derude. Da han ved et tilfælde møder sin gamle veninde, Henya, og får chancen for at besøge en stamme på øen Møn, vælger han at lægge sin frygt på hylden og tro på det gode i alle mennesker.
Som dagene hos stammen går, bliver Leo dog mere og mere i tvivl, om det var det rette at gøre.

I en anden verden er Maiken Milters debutroman. I 2017 blev hun færdiguddannet geograf. Efter 10 år i København bor hun i dag i Roskilde.

Tidens fylde af Niels Olsen, digte

Tidens fylde af Niels Olsen, digte

Tidens fylde er en hyldest til tilværelsens årstider fra første erindring til sidste suk. Digtene handler om barndommens uendelighedshorisonter, ungdommens forvirring, voksenlivets forpligtelser. De fortæller om hverdagens åndehuller, aldringens vilkår, biologiens skrøbelighed og bærer på visheden om, at når dit liv en dag er forbi, er det eneste, du vil blive husket for, hvad du var for andre.

Niels Olsen er født i 1971 og uddannet antropolog med sidefag i Litteraturvidenskab, Moderne Kultur.
Tidens fylde er hans forfatterdebut.

Stankelbenet af Henriette Kinch, roman

Stankelbenet af Henriette Kinch, roman

Fortællingen om Alberte og det stankelben, hun føler, at hun har siddende på skulderen, er en rammende og troværdig beretning om vejen ud af anoreksi.

Alberte er teenager og indlagt med anoreksi. Vi følger hende på afdelingen og inviteres ind i hendes tanker og dialoger med Stankelbenet; hendes værste fjende, hvis formål er at holde Alberte fast i spiseforstyrrelsen med konstante opråb, der skal sikre, at hun ikke tager et gram på før næste ugentlige vejning. Alberte finder dog undervejs støtte i særligt sin kontaktperson Mona. Deres forhold er ikke gnidningsfrit, og efterhånden opdager Alberte, at også Mona – såvel som alle andre – sommetider kæmper med følelsen af ikke at være god nok.

Henriette Kinch, født i 1985, er bosat i Silkeborg. Hun udkom i 2009 med dokumentarromanen Tynd og perfekt og har efterfølgende udgivet flere noveller og artikler. Henriette Kinch har selv haft anoreksi.

Den sidste moa af Finn Wiedemann, børnebog

Den sidste moa af Finn Wiedemann, børnebog

En dag i april dukker der en struds op i Lasses baghave. Han ringer efter sin bedste ven Topper, og sammen finder de fuglens ejermand, der hedder Bjarne Bjarnesen, som er opfinder af lidt af hvert og specialist i tidsrejser. Som tak får de lov til at prøve opfinderens tidsrejsemaskine. Den gamle opfinder betror Lasse og Topper en vigtig opgave. Noget er gået galt. De to drenge drager afsted på en eventyrlig, men farefuld tidsrejse for at forsøge at løse opgaven.

En humoristisk og spændende historie om tidsrejser, klimakriser, venskab og spirende forelskelse.

Finn Wiedemann er lektor på Syddansk Universitet og forfatter. Han har skrevet en række bøger til børn og voksne, bl.a. bøgerne Nadia på vej og Nadias nye familie.

TropeTanker af Henrik Bodholdt, digte

TropeTanker af Henrik Bodholdt, digte

i Brasilito er der ingen telefoner
når bølgerne brydes
under månesablens sølv
skyller drømmene i land

i Brasilito er der ingen telefoner
i kapellet
på den anden side af floden
farer sjæle vild

i Brasilito er der ingen telefoner
når lørdagen skumrer på pladsen
står mørke mænd
med korslagte arme
og rødmer under blikke
fra de sværmende feer

Henrik Bodholdt (f. 1965) er digter, forfatter, foredragsholder, men i særdeleshed kakaobonde, chokolademager og far. Siden år 2000 har han levet, arbejdet, elsket, leet og grædt i Costa Rica, hvor han bor med sin søn Sebastian.

Liliths tårer af Lars Ørlund, roman

Liliths tårer af Lars Ørlund, roman

En mand finder et stykke pergament med et underligt indhold. Han bliver nysgerrig og bliver gennem pergamentet ført gennem en verden, han ikke kender. Fra tempelriddernes endeligt til nutidens Etiopien, han kan ikke få det til at passe, og kommer til sidst frem til, at religionen kun er et falsum. Gennem hans forsøg på at få mening med livet, bringer det ham ud på en personlig rejse, der ender, hvor han ikke forventer det. Men det er en rejse i religion og måske i selvindsigt. Spændende krimi, der aldrig ender, hvor den forventes.

Lars Ørlund (1948) har gennem mere end tredive år arbejdet og boet i Asien, Afrika og Sydamerika. Han har deltaget i tre krige og som journalist produceret artikler, samt mere end 250 radio- og tv-programmer fra verdens brændpunkter. Han har desuden skrevet flere end 20 bøger bl.a. afrikaromanen Himlens klare stjerne og ikke mindst trilogien Kapring over Kairo, Blackjack og Den Serbiske Forbindelse.

Det er blodet der elsker af Reza Farmand, digte

Det er blodet der elsker af Reza Farmand, digte

Det er blodet der elsker er en digtsamling om kærlighedens væsen.

Kærlighed sprænger grænser

Kærlighed sprænger traditionernes og
Kulturernes grænser
For at skabe sin egen grænseløse verden
I dybet af blod og sprog

Reza Farmand, f. 1956. Den iransk-danske digter har boet i Danmark siden 1985. Han har læst samfundsfag i Indien og engelsk på Københavns Universitet. Farmand har udgivet en lang række digtsamlinger på tryk eller online på persisk, hvoraf flere er oversat til dansk.

Det er blodet  der elsker er oversat fra persisk af forfatteren efter: خون است که عشق می‌ورزد

Sårfeber af Ulla Fasting, roman

Sårfeber af Ulla Fasting, roman

Sårfeber er en fortsættelse af Som boblerne i bækken, hvor vi tog afsked med personerne, da Krigen 1864 sluttede. Danmark måtte opgive Hertugdømmerne og den grænse, som blev trukket ved Kongeåen, blev et åbent sår for landet og befolkningen både nord for og syd for åen. Mennesker levede videre med sår på krop og sjæl. Nogle mistede deres livsgrundlag, andre kastede sig ud i tvivlsomme projekter med en feberagtig aktivitet. Forfatteren Herman Bang samlede reaktionerne i begrebet sårfeber.

I bogen møder vi flere af de personer, som vi lærte at kende i Som boblerne i bækken, og nye kommer til. Nye læsere kan dog læse Sårfeber uden at have læst Som boblerne i bækken. Sårfebers personer lever i den periode, som har fået betegnelsen Det moderne gennembrud.

Ulla Fasting har en baggrund som sygeplejerske, underviser, forsker, landmand og medlem af Det Etiske Råd. Som boblerne i bækken, der udkom i 2020, var forfatterens skønlitterære debut.

Den afrikanske arv af Jim Højberg, roman

Den afrikanske arv af Jim Højberg, roman

Da Mads Munk vælger at tage med som lærer på en studietur til Ghana, opdager han sin afrikanske arv. Hans far, Jens Christian Munk, har gennem mange år arbejdet både i og med Ghana, og det går langsomt op for Mads, hvilken betydning Ghana har for deres familie.
Mads vikles ind i et spind af gamle familiehemmeligheder, og snart efterlyses han for mord og jages gennem landet af både politi og kriminelle.

Jim Højberg er børnebibliotekar og har rejst meget i Afrika. Han debuterede som forfatter i 1981 med Kampen for et frit land, hvor han beskriver frihedskampen i Guinea-Bissau oplevet fra et barns synsvinkel. Siden har han udgivet over 100 børnebøger, hvor flere af dem også er inspireret af hans rejser, heriblandt Min farfar er høvding i Ghana, og Hvis livlinen brister om gadebørn i Portugal.

På den anden side af Huda El-Hawari, roman

På den anden side af Huda El-Hawari, roman

Halima er palæstinenser og bosat I Danmark, og det går ikke stille for sig.
Hun kæmper sine daglige kampe mod sin mor, der er fuldtidsbeskæftiget med at arrangere Halimas stueægteskab. Det er hovedpersonen absolut ikke interesseret i at være en del af, og de vilde kampe mellem mor og datter er det brændstof, der først og fremmest driver historien frem.

Huda El-Hawari er 32 år og født i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon.
Hun har en BA i international virksomhedskommunikation og arabisk sprog og kommunikation samt en cand.mag. i Mellemøstens sprog og samfund med arabisk litteratur. Romanen På den anden side er forfatterens skønlitterære debut.

Tid til mirakler af Caroline Freddie, noveller

Tid til mirakler af Caroline Freddie, noveller

Tid til mirakler zoomer ind på livet som moderne dansker, der kæmper med at skabe sig et godt liv uden om forventningerne fra samfundet, familien og sig selv. Tid til mirakler er 10 noveller om lykke, tab og forventningspres. Om at være tro mod sig selv og, hvad der kan ske, hvis man ikke er det – eller hvis man faktisk tillader sig selv at være det. Novellerne retter sig primært mod det voksne publikum.

Caroline Freddie er uddannet jurist og har arbejdet som sådan i mere end 25 år. Hendes hovedvirke har været i forskningsverdenen, hvor hun også nu arbejder på Københavns Universitet under sit fødenavn Caroline Heide-Jørgensen.  Hun har et omfattende faglitterært forfatterskab bag sig. Tid til mirakler er hendes skønlitterære debut.

Under andre omstændigheder af Sanne Udsen, roman

Under andre omstændigheder af Sanne Udsen, roman

Romanen Under andre omstændigheder er fortsættelsen af forfatterens roman Men nok om det, der udkom på Brændpunkt i 2019.

Caroline er gravid, hun er blevet kæreste med den vordende far, og det lykkelige familieliv venter lige om hjørnet. Eller gør det? Udover vand i kroppen, morgenkvalme og en manglende fælles bolig, skygger også andre temaer for lykken. Skyer i horisonten i form af vrantne stedbørn, fraværende eks’er og intrigerende kolleger truer. Og hvad vil det egentlig sige at have et lykkeligt familieliv? Betyder det nødvendigvis, at man skal være enig med sin kæreste om alt? Og hvis ikke, er der så nogle klare, røde linjer, som bare ikke skal krydses, hvis man skal kunne have en fremtid sammen? Det er alt sammen spørgsmål, som Caroline gør sit bedste for at få rede på. Om det lykkes hende, finder vi ud af i Under andre omstændigheder.

Sanne Udsen er uddannet økonom (cand. polit fra KU og ph.d. fra CBS). Hun er forfatter til en række skøn- og faglitterære bøger og har flere gange været modtager af arbejdslegat fra Statens Kunstfond og fra Autorkontoen.

En god blanding af Nikolaj Andersen Olsvig, roman

En god blanding af Nikolaj Andersen Olsvig, roman

En God Blanding er en lille familiesaga, der udspiller sig i Danmark og Grønland.

Det grønlandsk-danske ægtepar Erna og Ludvig bor med deres to sønner i en vestjysk fiskerby. Erna er lærer på den lokale folkeskole og i fritiden spiller hun håndbold i den lokale klub. Ludvig arbejder som vodbinder og er samtidig ved at skabe sig en karriere som billedkunstner. Sønnerne Ernst og Jonas har en hverdag som de fleste andre børn i 70’ernes Danmark.

Romanen fortæller om sorg og glæde, og om kulturer der under overfladen ligner hinanden, men hvor tidens fremmedfjendtlige strømninger, internt såvel som globalt, stræber efter at rykke magtbalancer ved at fremhæve forskellighederne.

Nikolaj Andersen Olsvig, født 1967 i Sisimiut, Grønland, som yngste søn i en grønlandsk-dansk familie. Er opvokset i Grønland og Danmark. Han er uddannet folkeskolelærer, coach og misbrugsbehandler. Han debuterede på Brændpunkt med romanen Spejlstafet  i 2020.

Holm af Alex Madsen, roman

Holm af Alex Madsen, roman

Romanen Kære Andreas er første bind i en trilogi. Her præsenteres andet bind i trilogien, Holm.

Holm fortæller historien om morfar fra Kære Andreas ti år tidligere. De to romaner kan læses adskilt, men giver perspektiv til hinanden. Flere af de centrale karakterer er de samme. Holm omhandler begivenheder, der ligger bag morfars beslutning om at leve sit liv alene og isoleret. Holm er en historie om at være kørt ud på et sidespor og gøre regnebrættet op. Om at mærke sanserne og kærligheden og ikke mindst vreden over tingenes tilstand. Det er også en politisk spændingsroman, Afdelingen vil have fingrene i Jens Holm – inden det er for sent.

Alex Madsen er 70 år og uddannet psykolog. Har i mange år arbejdet med børn, unge og familier. Han udkom på Brændpunkt med romanen Kære Andreas i 2022.

Turkish delight af Anjelica Søndergaard, roman

Turkish delight af Anjelica Søndergaard, roman

Maya, Charlotte, June og Cecilia har været veninder i mere end 20 år, og har delt livets op- og nedture med hinanden igennem årene.
De er nu alle i 40’erne, og skal for første gang på ferie sammen til Tyrkiet. Et land ingen af dem har rejst i før.

Kom med på en uges ferie sydpå fyldt med masser af grin, sol, sommer, farverige paraplydrinks, overraskelser, romantik, hjertevarme og ærlige samtaler mellem gode veninder.

Anjelica Søndergaard har ferieret i Tyrkiet med både familie, venner og veninder igennem næsten 20 år. Og har løbende nedskrevet i hundredvis af sjove, rørende, mærkværdige og anderledes observationer, oplevelser og livshistorier. Turkish Delight er forfatterens skønlitterære debut.

Tilfældige møder af Mette Kappel, roman

Tilfældige møder af Mette Kappel, roman

En ung komponist, der har sommerjob i hjemmeplejen, finder en klient, der er død i sin seng. Oplevelsen gør et stort indtryk på hende og påvirker hendes musikalske ideer. Gennem musikken får hun kontakt til andre unge, der også befinder sig i krise. Den afdødes datter får kontakt til en fortid, da hun finder nogle gamle breve i hans hjem. Et fotografi, som forsvinder fra en skænk, forstærker fornemmelsen af, at noget er galt. Var dødsfaldet naturligt? Hvem er de personer, hvis veje krydses? Er det tilfældige møder?

Mette Kappel (f.1953) har studeret musik ved Århus Universitet og sangstudier ved Det jyske Musikkonservatorium. I 1983 debuterede hun med digtsamlingen Rum. Mette Kappel har tidligere fået udgivet børnebøgerne Anders i dråbernes land og Rejsen til fladlandet samt romanen Forestilling om et grænseland på Brændpunkt.

Max Jægers lidelser som talentløs forfatter af Jan Oxholm, roman

Max Jægers lidelser som talentløs forfatter af Jan Oxholm, roman

Den niogfyrre-årige Max Jæger er redaktør på Jagtforlaget. Han savner sin voksne datter, som er meget vred på ham. Hun elsker at læse krimier, så Max går i gang med at skrive en krimi for at gøre hende glad. Men han er talentløs som forfatter og får afslag af forlagene. Alligevel giver han ikke op. Han beslutter sig for at udgive det femhundrede og nioghalvfems sider lange manuskript på Jagtforlaget, selvom de kun udgiver fagbøger om jagt.

Max Jægers lidelser som talentløs forfatter er en tragikomisk historie om svigt og brudte illusioner.

Jan Oxholm er cand.mag. og bor i Aarhus. Han debuterer her som skønlitterær forfatter.

Den femte statsmagt af Gustav Østeraa , roman

Den femte statsmagt af Gustav Østeraa , roman

Den Femte Statsmagt er en dystopisk fortælling, hvor vi møder den traumatiserede teenager Magnus, der forsøger at navigere i et samfund, hvor cancel culture og politisk korrekthed er taget til ekstremen og er blevet en integreret del af systemet. Alle holder øje med hinanden og en enkelt forkert beslutning kan i værste fald føre til døden.

Gustav Østeraa er cand.mag. i Anvendt Filosofi, og når han skriver, er det ofte med afsæt i netop filosofien. Målet er ikke blot at skabe gode fortællinger, men historier der sætter tankerne i gang hos læseren. Det samme gør sig gældende for hans kommende roman Den Femte Statsmagt, der udgives på Brændpunkt Zenit.

Tidligere udgivelser: Intethedens Tegn, 2020 (Forlaget Snepryd).

I mørket er alle katte grå 2 af Mathias Steen, roman

I mørket er alle katte grå 2 af Mathias Steen, roman

I bind to af I mørket er alle katte grå fortsætter livet for vennerne på Tåsinge.

En ulykke tvinger dem til at forholde sig til livet på ny, mens de forsøger at bruge deres snilde til at holde fast i hinanden. Nye fællesskaber opstår, mens andre må forgå.

Mathias Steen Hansen (1992), cand. mag. i dansk og psykologi. Tøsing i eksil i København med hang til tragedie og melankoli.

Frie borgere af Anne-Mette Riis Rasmussen, roman

Frie borgere af Anne-Mette Riis Rasmussen, roman

Romanen Frie borgere er en dystopi om udviklingen i velfærdssamfundet. Den foregår i en nær fremtid i et teknokratisk overvågningssamfund, hvor algoritmer og kunstig intelligens har stor indflydelse på menneskers liv.
Bilerne er selvkørende, og kontanter er afskaffet. Det er frivilligt, om man vil arbejde. Mennesker uden indtægt kan få basisydelse. Til gengæld mister de stemmeretten.

Dette er romanen for alle, som interesserer sig for samfundsudviklingen, og den indvirkning den har på mennesker og deres indbyrdes relationer.

Anne-Mette Riis Rasmussen er uddannet på Forfatterskolen og debuterede i 1987 på Gyldendal med den magisk-realistiske roman Havfruer kan ikke drukne. Hendes seneste to skønlitterære bøger er udkommet på Tiderne Skifter, novellesamlingen Bryggen – en storbysaga i 2006 og romanen Havmandens hotel i 2014.

Nine eyes af Sinus Reuss, noveller

Nine eyes af Sinus Reuss, noveller

Vi er i fare!
Terrorister angriber os!
Folk snyder med kontanthjælpen!
Eller mishandler deres børn!
hvis staten ikke overvåger os alle massivt.
 
Så overvågning kan da kun være godt, ikke?
 
Sinus Reuss har en kandidatgrad i datalogi.
Forfatteren er desuden udkommet med novellesamlingerne Intet at skjule og De ti bud samt romanen CPH under vand.
Diskarma af Cecilie Overbye, roman

Diskarma af Cecilie Overbye, roman

Det er flere år siden, Susanne gik, men tandlægen Jan tror stadig, at de finder sammen igen. Han skal bare lige ændre sig lidt. Eller tage sig sammen.

For at udholde patienterne og livet sniffer han lattergas. En dag træder klinikassistenten ind ad døren, mens han sidder med lattergasmasken over ansigtet og hånden om sit lem, og Jan rammer bunden.

Diskarma er et portræt af en vred, selvretfærdig mand. Den handler om skyld, identitet og den kærlighed, der gemmer sig, hvor man mindst venter det.

Romanen Diskarma bygger på en sand historie.

Cecilie Overbye (f. 1973) er uddannet tandlæge fra Københavns Universitet. Forfatterens skønlitterære debut Jens Petersens forlængede forår udkom på Brændpunkt i 2020.