fbpx

Brændpunkts forårsprogram 2022

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt, filmkrimi

Gå stille tal sagte fortæller en delvist selvoplevet historie på Retsmedicinsk Institut, hvor der en nat skulle filmes nogle scener til en Dan Turell filmatisering. Med udgangspunkt i en meget lang nats oplevelser, har Martin Schmidt spundet en historie om et filmholds oplevelser med etik og moral. En fortælling, som dykker ned i psykologien og psykopatien i et menneske, der på alle tænkelige måder overskrider grænsen mellem liv og død.

Martin Schmidt
Med sin baggrund som filminstruktør, var det måske bare et spørgsmål om tid før hans første fiktive roman blev en realitet. På mange måder minder de to fortælleformer om hinanden. Levende billeder på film, over for levende beskrivelser i ord og bøger. Fælles for filminstruktøren og forfatteren er et stort ønske om at underholde.

Martin Schmidts tidligere bøger har alle været fagbøger, men ikke mindst grundet hans kærlighed til fiktion på film og tv (Sidste Time, Mørkeleg, Bag det stille ydre, Rejseholdet, Ørnen og Livvagterne, samt julekalenderen Jul i Valhal) føltes det nu på tide for Martin Schmidt at skrive sin første krimi.

Mørkt lyser natten af Eva Botofte, krimi

Kriminalassistent Maria Lind bliver sat på flere makabre sager, der involverer børn. Samtidig med at hun må kæmpe mod sine mandlige kollegers og de mistænktes fordomme over for kvinder og må stå på mål for sine egne feministiske holdninger, skal hun bl.a. løse gåden om, hvordan flere drenge kan forsvinde i den blå luft og midt på dagen, uden at nogen har set noget. Og hvorfor finder man dem døde, den ene endda lige over for politistationen? Det står hurtigt klart, at de leder efter en gerningsmand, der ikke er færdig med at provokere politiet, og at Maria med sin blotte tilstedeværelse har vakt en glemt forbrydelse til live. Jo mere hun tror, hun nærmer sig en afsløring af den eller de skyldige, jo mere fjerner hun sig fra sandheden. Sagen fører hende tilbage til hendes egen, fortrængte fortid, og så mørkner det først. Hvad er det for en ondskab, der rammer den nordsjællandske by med det smukke renæssanceslot?

Eva Botofte er skønlitterær forfatter, født 1960, cand.mag. i kunsthistorie, litteraturvidenskab og sprog fra Århus Universitet, KU samt Freie Universität i Berlin. Hun har skrevet digtsamlingerne Hovedskud eller bare pletter (2013), Forsætlig nat (2014), Stiløvelse (2015), du er Merle – et off-line epos (2015), Fraværelser (2018), Hotel Hypnotika (2020) samt novellesamlingen Permafrost – fortællinger fra et yderpunkt (2019) og er oversat til italiensk og tysk. Hun har desuden skrevet ultrakorte prosatekster på dansk og engelsk, oversat litteratur fra især tysk (præmieret af Statens Kunstfond) samt skrevet faglitteratur og katalogtekster. Udover at skrive beskæftiger hun sig med fotografi, tegning og skulptur. Som fotograf har hun lavet den håndtrykte kunstnerbog Hotel Insomnia (2018). Medlem af Danske skønlitterære Forfattere.

Spillet af Louise H. A. Trankjær og Torkild Thellefsen, thriller

 ”Du er en vinder, og du elsker at spille, og om lidt vil jeg invitere dig til det ultimative spil, og jeg ved, du vil sige ja. Du kan slet ikke lade være.”

Det ultimative spil er spillet om menneskets skæbne og i sidste ende det enkelte menneskes valg. Hvordan reagerer et menneske, der får den endelige dødsdom? Hvilke faktorer kommer i spil, når en person får at vide, at han eller hun kun har få måneder tilbage at leve i? Tager hun imod udfordringen, finder sin indre styrke og kæmper imod? Eller resignerer han og lader alt falde fra hinanden? Måske vælger nogle at afslutte det selv, mens andre vender vreden udad.

En gruppe magtfulde mennesker står bag Spillet, et psykologisk drama med tårnhøje odds, hvis intetanende brikker er virkelige mennesker. Men går spillerne selv fri, når det kommer til stykket?

Spillet er en nervepirrende spændingsroman om menneskeskæbner, magt, psykologi og etik.

Louise Hvilshøj Andersen Trankjær er født i 1978 i Odense. Hun er cand.mag. i litteraturvidenskab og freelance redaktør, anmelder og oversætter i sit eget firma Skriv for livet (skrivforlivet.dk) Litteraturen har altid været en passion– fra en barndom fyldt med højtlæsning og fortællinger til voksenlivet med fingre, sjæl og blik dybt begravet i bøgerne. Hun har udgivet The End of Immortality i USA i 2017, Stalingrads engel i 2020 og Lysets datter, første bog i Syvstjernesagaen, i 2020.

Torkild Thellefsen (f. 1969) er uddannet bibliotekar. Han har en kandidatgrad i informations- og kulturvidenskab. Er. Ph.d. fra Aalborg Universitet og Dr.Merc. fra CBS. Han har arbejdet som lektor i informationsvidenskab på Københavns Universitet. Hans forskningsinteresser spænder fra informationsvidenskab, over æstetik, marketing til videnskabsteori og filosofi. Han har 100+ videnskabelige publikationer bag sig. Han har udgivet novellesamlingerne 12 uger – eller historier fra bænken og Sine Nomine på forlaget Snepryd. Derudover har han sammen med Louise Trankjær udgivet romanen Stalingrads engel på forlaget Dreamlitt.

Stormvarsel af Klaus Thodsen, krimi

En ung pige er blevet slået ihjel på den fiktive ø, Bregnø, som ligger i Vadehavet. Pigen findes i en marksø, og liget bærer ikke umiddelbart nogle markante spor. Kriminalkommissær Have fra politiet i Ribe er på sagen – men opklaringsarbejdet besværliggøres i første omgang af indelukkede og ordknappe øboere, der er delt mellem deres ønske om at hjælpe politiet, og deres frygt for at afsløre sig selv i et lille sladderplaget samfund.

Det er en fortælling, hvis fysiske rum langsomt bliver mindre og mindre, efterhånden som stormen går i land og vandet går over digerne. For mens efterforskningen fortsætter på fastlandet, ligger øen oversvømmet tilbage – og historiens hovedpersoner er strandet på øen. Det er samtidig en historie om, hvordan den lokale sladder kan påvirke mennesker og deres syn og ageren overfor hinanden i et lille samfund, der på flere områder er uden den store kontakt resten af verden.

Det er en fortælling om, hvordan sladder, interne konflikter og agendaer påvirker ikke bare en politiefterforskning – men også menneskene på øen, og ikke mindst dem der drister sig til at være anderledes og stikke ud af mængden.

Klaus Thodsen er 37 år, født og opvokset i Jedsted lidt nord for Ribe. Han er uddannet journalist og arbejder i dag som freelancer og som forfatter. I 2017 udgav han sin første bog – som ghostwriter – da han skrev den tidligere barnestjerne Jan Priiskorn Schmidts selvbiografi.

Som vilde dyr af Laurids Gissel, roman

Nyuddannede Albert lander sit første job i den tempofyldte virksomhed Plan.it, og fremtiden ser lys ud. Hurtigt går det dog op for ham, at han er havnet i en kynisk start-up, hvor kun den stærkeste overlever.
Albert trækkes gradvist længere ind i en nådesløs magtkamp, som tvinger et mørkt kapitel fra hans fortid frem. Vil det ende med at knuse det liv, han har opbygget med kæresten Sidsel?

Som vilde dyr handler om at søge fodfæste. Om hvad der kan ske, når et menneske med en voldsom fortid presses til det yderste i et råt miljø, hvor alle spiller efter egne regler.

Laurids Gissel er født i nordjyske Fjerritslev i 1987. Han var forbi både Aarhus og London, inden han bosatte sig i København, hvor han i 2015 blev Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling ved Københavns Universitet. Laurids er optaget af hverdagens dramaer – i historier man kan relatere til og genkende fra sit eget liv i den ene eller anden form. Det er især denne fascination, som Laurids dyrker i sin debutroman Som vilde dyr.

Pålandsvind af Nina Belling, novellesamling

Nogen eller noget forsvinder. Som i titelnovellen Pålandsvind, hvor en mor leder efter sin datter og hendes veninde, der gik ned til vandet tidligere på dagen. I en anden novelle er en kvinde forelsket i en mand i lejligheden overfor, en noget særpræget afstandsforelskelse, men situationen forandrer sig, da manden en dag er væk. I Smaragdgrøn kan en mand ikke finde vej i fjeldet, og i samlingens afsluttende novelle befinder vi os på et plejehjem, hvor pårørende følger en døende kvindes langsomme forsvinden. Temaet udspiller sig forskelligt i novellerne, men kredser hver gang om det, som har været og aldrig bliver på samme måde igen.

Nina Belling er uddannet folkeskolelærer og har det meste af sit liv undervist voksne i bl.a. dansk som andetsprog og i kulturhistorie og dansk. For tiden er hun støttelærer for børn med udfordringer. Hun bor i Valby, er gift med Lars og har tre voksne døtre.
Nina Belling debuterede i 2000 med Til en fremmed – en historisk roman fra Firenze. Er derudover forfatter til en række romaner: Zahras ørken; Heksen Angina (børnebog), Øjeblikkets mester; Nattens Stemmer, Drengen uden baggrund samt senest romanen Søstre.

Kernehus af Annette Møller, roman

En aften hører en femårig pige sine forældre skændes, hun flygter fra det ved at gemme sig under dynen med sin bamse.
Fem år senere møder vi den samme pige som henholdsvis skilsmissebarn og kernefamiliebarn. Via nedslag ca. hvert tiende år følger læseren ‘de to piger’ gennem de forskellige livsfaser fra barndom til alderdom. Sendt ud i livet med hver sin baggrund udvikler de sig forskelligt, det samme gør deres tilværelse, og de kommer til at udfylde deres livsroller på hver sin måde. Centralt i romanen står skildringen af skilsmissen, dens konsekvenser for de involverede og de dønninger, den efterlader.
I slutningen af romanen smelter de to personer sammen igen. Den gamle kvinde accepterer og tager ejerskab over det liv, hun fik. Her stilles også spørgsmålet om, hvorvidt det enkelte menneske har en personlig kerne, som vi bærer i os uafhængig af, hvordan vores liv former sig.

Og måske er der et lille kernehus inderst i os alle, som er helt os selv – noget som vi har bjerget gennem vores liv, eller som har bjerget os i gennem – noget der er ‘mig’.

Romanen kan læses som et forsøg på at belyse dette spørgsmål, som nok dukker op for os alle på et tidspunkt. Men den er også en række tidsbilleder, som generationen, der er født omkring 1950 vil nikke genkendende til. Yngre generationer kan undre sig og more sig over den tid og den hverdag, som deres forældre og bedsteforældre har levet i.

Annette Møller, f. 1946, er uddannet cand. mag i dansk, filosofi, dramatik og idræt fra Københavns Universitet. Hun har undervist på Greve Gymnasium i 35 år. Gennem alle årene har hun været en aktiv skribent, hun har skrevet artikler, kronikker og anmeldelser til fagblade og dagblade.

Døden kommer to gange af Peter Qvist, roman

Torkild og Martha er begge sidst i tresserne, pensionerede og flyttet i rækkehus i en mindre østjysk landsby. Omgangskredsen er begrænset og pensionisttilværelsen en stille trummerum. Martha er lungesyg og fordriver mest tiden foran fjernsynet, mens Torkild søger tilflugt i sit haveskur, hvor han omgivet af kolber, reagensglas og kemikalier forsøger at genoplive en gammel drøm som amatøropfinder.
Som tiden går, forværres forholdet mellem ægtefællerne. En dag forsvinder Torkilds seks år ældre søster, som han altid har haft et anstrengt forhold til. Torkild har mødt hende kort før hendes forsvinden, og da eftersøgningen er resultatløs, føler han sig sat under mistanke. Kort efter rammer endnu en hændelse nærmiljøet. Det er Torkilds genbo, der pludselig dør. Eller gør han?
Mistroen mellem ægtefællerne vokser, Martha søger støtte hos sønnen Tobias, mens Torkild indleder et skæbnesvangert samarbejde med sin nabo, og snart lurer katastrofen lige om hjørnet.

Peter Qvist, f. 1955 i Skive. Uddannet læge i Århus 1983. Har foruden klinisk lægearbejde fungeret som
lektor ved SDU og arbejdet med forskning, ledelse og kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet.
Tidligere udgivelser:  Med telt og fiskestang i 10 norske nationalparker, 2013, Fjeld- og vildmarksture, 2016, På næstsidste vers, noveller, 2019, Pletfri, roman, 2020.

De ti bud – ti fortællinger i tiden af Sinus Reuss, illustreret novellesamling

Du skal ære din far og din mor. Du må ikke slå ihjel. Du må ikke begære din næstes hus. Dette er blot tre af de ti bud, vi siger er fundamentet for vores samfund.

I ti korte noveller sættes vores tid under lup.

Novellerne er illustreret af Daniel Haase.

Sinus Reuss har en kandidatgrad i datalogi. Forfatteren debuterede i 2021 med novellesamlingen Intet at skjule.

Karsten med K af Palle Hansen-Skov, roman

Karsten er en krimiforfatter, der flytter fra Nørrebro til det sydlige Århus. Han har mentalt brug for at komme væk fra det miljø, han med succes har skrevet om i mange år, men nu hæmmer ham i hans forfatterskab.
Han flytter ind i Håndværkerparken i Højbjerg med intentioner om at blive integreret, lære en masse ’autentiske’ mennesker at kende, og til en forandring skrive en ”feel good” bog om hverdagslivet blandt almindelige mennesker. Han bliver til sin overraskelse hurtigt en del af miljøet, men erfarer også, at der under overfladen af almindeligheder sagtens kan være overraskelser. Måske i en grad der endda vil ændre hans liv.

Palle Hansen-Skov debuterede med den historiske roman Den lange færd i 2020. Med denne roman har han bevæget sig op i nutiden. Historien har en humoristisk og tilbagelænet tilgang til livet krydret med mystik og spænding.

Kære Andreas af Alex Madsen, roman

Kære Andreas er historien om en mand, der venter på, at tiden skal gå. Mens han venter, har han indrettet sit liv, så han undgår nærkontakt med andre mennesker. Lever alene, ser ikke længere hverken familie eller venner. Han har sine grunde. En hverdag, der er planlagt og ritualiseret i detaljer. Dagene har små, overskuelige glæder som cafebesøg og småsnak med servitricerne, indkøb og måltider, lange gåture i nærområdet, fjernsynet.
For at fordrive den kedsomhed og tomhed, som trænger sig på, indleder han en brevveksling med sit barnebarn, Andreas. De kender ikke hinanden. Drengen begynder at stille spørgsmål. De åbner sprækker, som lader familiens fortid, skyld og dårlig samvittighed slippe igennem. Manden foretager sig stadig mere desperate handlinger for at lukke hullerne. Indleder samtaler, som ikke fører nogen steder hen. Modtager telefonopkald og besøg, som ikke burde finde sted. En tåge har lagt sig og gør sigtbarheden ringe.

Alex Madsen er psykolog, pensionist og forfatter. Netop flyttet fra Aarhus til Løkken med sin kone. Har udgivet en del faglitteratur både egne bøger, antologier og artikler om pædagogik, socialt arbejde og vores velfærdsinstitutioner. Har også udgivet en romanen Tiden der løber ud på Forlaget Ådalen.

Skriften på væggen og andre fortællinger af Marianne Bodil Mollerup, novellesamling

Fra storbyens lille lejlighed drømmer hun om sin barndoms somre i Vestjylland, hvor hugorme lå og solede sig på heden, mens bedstemor lavede verdens bedste rødgrød for en menneskealder siden.

Der er manden, som skriver et manifest, Cecilie ikke kan læse, og Carlo, der ikke længere brug for sit bord på værtshuset.
De to ældre veninder er ude at handle, og den pensionerede lærer bliver ramt af den søde kløe, da hun får en kæreste.

Årgangene fra 1952 – 1954 kom for sent til ungdomsoprøret og det store flip.

Skriften på Væggen – og andre fortællinger giver stemme til nogle årgange, der aldrig blev spurgt. 12 skæbnefortællinger om mennesker, som levede og virkede uden store ord og slag i bolledejen.

Marianne Bodil Mollerup er født i 1952, og hun debuterer med novellesamlingen Skriften på væggen og andre fortællinger.

Atropos af Lars Gejl, krimi

En kok på en kødkrog, sommerfuglesamleri, voksenmobning, sexchikane, krig, trafficking og kidnapning er nogle af ingredienserne i sagen, hvor kriminalkommissær Zangenberg og hans nye makker Zorn efterforsker et russisk mafiakartel i København og Nordsjælland.
Sagen, der har spor til både Afghanistan og Tjetjenien, konfronterer de to efterforskere med deres egne dæmoner, henholdsvis indædt antiautoritet og udvidet intuition og PTSD, som de hver især forsøger at skjule.

Under opklaringen beskrives livsbanerne hos et farverigt persongalleri, som bl.a. tæller fordrukne kokke, en kolerisk salatbonde, en narkoluder, en eksbokser, en enkekonsulinde, arbejdsslaver og ofre fra trafficking. Centralt står Mette, efterforskningsholdets attraktive journalfører, hvis ulmende flirt med Zangenberg river op i begges fortid med fatale konsekvenser.
Underliggende lurer angsten for at leve livet fuldt blandet med skrækken for Atropos, en stor natsværmer med dødningehovedtegning. Atropos, som i den græske mytologi personificerer skæbnegudinden, der afmåler længden af menneskenes livstråd.

Lars Gejl, født 1962. Uddannet kok og har ernæret sig som sådan i 10 år, bl.a. i Grønland, indtil naturfotografering blev til en levevej kombineret med artikelskrivning, undervisning i naturfotografering, foredrag, safariguidning og en produktion af knapt 20 fagbøger og apps med naturfagligt indhold. At skrive skønlitterært er en livsdrøm, der nu afprøves og udfoldes.

Med tiden af Anne Hjælmsø, familiekrønike

Med tiden er en familiekrønike, der begynder i 1938, hvor tømrerlærlingen, Finn, ser en ung pige stå med sin cykel på hjørnet af Ågade. Ellen, hedder hun. Han kan ikke glemme hende igen.
Ihærdigt søger han efter hende, og de bliver forelskede. Men krigen kommer og gør livet svært for dem. De drømmer om at leve et andet og bedre liv end forældrenes. Ellen får arbejde hos en guldsmed, og Finn uddanner sig til ingeniør, men kommer samtidig med i en illegal gruppe, så han er tvunget til at lyve for Ellen, når der aktioner. De kæmper for at klare sig bedst muligt i hverdagen, men overrumples af tab og sorger, der får Ellen til at vakle.
Med freden i 1945 følger også et vist overmod, som får alvorlige konsekvenser. Men deres handlekraft og energi er stor, samtidig med at de formår at skabe en særlig ånd omkring sig. Hvor andre måske ville give op, fortsætter det stærke par. Den dybe kærlighed, sammenholdet i familien og gode venner bærer dem fremad.

Anne Hjælmsø er cand.mag. i nordisk litteratur. I 2022 udkommer hendes femte bog Med tiden. Denne roman er en familiekrønike baseret på virkelige hændelser. Hun debuterede i 2007 med Elsker til vanvid, i 2014 udkom Syvstjernen og i 2015 kom den meget anerkendte novellesamling Det værste til sidst. Romanen Næsten lykkelig udkom på forlaget Brændpunkt i 2020. Den blev vel modtaget af Anne Hjælmsøs store læserskare. Forfatteren har tidligere modtaget to legater og fik for nylig tildelt et arbejdslegat fra Autorfonden.
Anne arbejder frivilligt for litteratur og kultur, sidder i en del bestyrelser og udvalg og er formand for det lokale biblioteks venner. Hun holder jævnligt foredrag for større forsamlinger og tilbyder ligeledes intimforedrag om sine bøger til læsekredse og samtalesaloner.

Sultne hjerter af Malou Stålmann, roman

Marie-Louise er flyttet fra Fyn og hele vejen over Storebælt til København. Alligevel synes hun at kunne høre sin fars stemme om natten, når hun ellers burde sove for at være frisk til at gå i gymnasiet og på arbejde.
Efter en begravelse finder hun dagbogen frem fra det år, hun fyldte tolv og endnu boede i det hus, hendes mor stadig insisterer på at kalde for hendes hjem. I dagbogen gemmer sig fortællingen om hendes familieliv og en aggressiv spiseforstyrrelse, man måske ikke længere kan se, men som hun hver dag stadigvæk mærker. Marie-Louise begynder på det arbejde, det er at læse sig selv og finder sig uløseligt forbundet med alt det, hun troede, hun bare kunne skride fra.

“Anoreksien var ikke noget, der ramte Marie-Louise udefra som en eller anden meteor eller fuglelort. Det var bare sådan, at den en dag valgte at vise sig. Den rejste sig i hende, fra hende, Marie-Louise har svært ved at forestille sig hvem, der vil være tilbage, hvis den skal ud af hende igen. Den formulering: Vores datter har fået anoreksi. Dette fået. Som om den ikke også er hende, hele tiden har været der, som noget ulmende, der bare har ventet på et uvejr at gøde sig i. Man kan da ikke bare sortere frit i det menneske, man er, kalde det, der er svært, for sygdom.”

Malou Stålmann (f. 1992) er uddannet fra Forfatterstudiet ved Tromsø Kunstakademi. Hun er født og opvokset på østfyn og er i dag bosat i København. Sultne hjerter er hendes første roman.

KORO af M.T. Ness, fortællinger

M.T. Ness forsøger i denne bog at finde ud af, hvem han er, hvorfor han er her, og hvad meningen kan være. Bogen afspejler eksistentielle og spirituelle undersøgelser af livet, og det der venter, når det er slut. Han forsøger at finde sprækker til det ukendte, det mange taler om, men ikke rigtigt ved noget om med sikkerhed.
Humor, paradokser og evnen til at finde det skæve og det skøre i livet gennemsyrer denne fortælling.

M.T. Ness’ alder ukendt og er aldrig set. Han forholder sig mest til Ingenting og er måske kun en tanke i vores sind.
Udkom på Brændpunkt med digtsamlingen Glimt og ekkoer fra Ingenting i 2018. Digte og aforismer inspireret af indisk spiritualitet og filosofi.

Sommerblæst af Claus Grymer, digte

SPINDELVÆV

Det blæser med kulde
og min nabo har haft indbrud

jeg søger tryghed
i et hus bygget af spindelvæv

og tør ikke tænke på
hvor meget jeg er bange for

men jeg kan høre
at blæsten ved det

Livet er skrøbeligt som et spindelvæv. Den erkendelse ligger dybt i disse digte. Men de rummer samtidig mange andre tonearter. Og da samlingen slutter, er alt vendt mod den drøm om lykke, der findes – og kalder – i den lysfyldte juniaften.

Claus Grymer, født 1946. Opvokset på Mors. Journalistuddannet på Morsø Folkeblad 1970-73. Bifagseksamen i dansk. Tilknyttet Kristeligt Dagblad siden 1973. I dag som anmelder af litteratur og kunst. Hans forfatterskab omfatter lyrik, romaner, noveller og erindringsprosa.

De sårbare af Thomas Alexander Jensen, roman

De sårbare handler om den ungdomsperiode, der til alle tider rummer stor sårbarhed. Bogens hovedperson Martin har ondt både i identiteten og kærligheden. Hans angst giver ham problemer på HF-studiet, og når det gælder kærligheden, er han spændt ud mellem to piger, han har kendt fra VUC, Elena og Maria. Selv om begge tydeligvis kan lide ham, lykkes det ham ikke at etablere et kærlighedsforhold, for enten er de i et andet forhold, og er derfor kun interesseret i at snakke om deres problemer, eller også er de gemt af vejen på en institution, og han svinger bogen igennem mellem håb og skuffelse.
Som krage søger mage omgives Martin af mere eller mindre skæve eksistenser. Der er den ældre hr. Dybbro med sin papegøje og sure husholderske, der er Martins bedste ven Elias, som også får knubs på kærlighedsmarkedet, og som forsøger selvmord, men som forbliver det mest stabile i Martins tilværelse, der er de skøre lærere på HF-kurset, der er de skøre psykologer, som Martin går til behandling hos, og der er de ældre sære medstuderende samt de uinteresserede piger.

Historien om Martin og hans venner er tænkt som en bittersød beskrivelse af den ungdom, som altid lider af ondt i sjælen, før verden falder på plads.

Thomas Alexander Jensen, f. 1994, bor i Herning. Han debuterede på Brændpunkt med digtsamlingen Angstens besættelse i 2017 og er senere udkommet på Brændpunkt med digtsamlingen Et kaotisk drama. Desuden har han udgivet en novelle i litteraturtidsskriftet Lucius 5, tema “Novellen”, Forlaget Apuleius Æsel.

I mørket er alle katte grå af Mathias Steen Hansen, roman

I mørket er alle katte grå handler om det skønne og det forfærdelige ved det almindelige liv. Det er historien om en fortabt søns tilbagevenden til Tåsinge. Den fortabte søn er soldaten Martin, som livets begivenheder har forandret. Martin vender tilbage på grund af farens kræftsygdom og bosætter sig i et dødsbo, hvor en mystisk frisør har nedskrevet historier om alt og alle på øen. Martin genoptager gamle relationer til vennerne Anders, Rasmus og Kasper, samtidig med at ekskæresten Anne spøger. Men meget er forandret, siden venskaberne og forholdet forliste i teenagerårene. En hemmelighed, ingen af dem vil snakke om, markerer afslutningen på venskabet og lader sig ikke afsløre, selvom de forsøger at starte på ny og råde bod på tidligere tiders synder. Undervejs udfolder kærlighed og had sig mellem de stakkels mennesker, som er i en evig kamp mod deres hjemstavn og barndom, mens de anonyme skikkelser blotter deres indre med vished om, at de aldrig bliver til den store fortælling.

Mathias Steen Hansen, f. 1992, arbejder som underviser og behandler på en skole ved knækket på Strandboulevarden i København.
Da han begyndte at arbejde efter sin uddannelse, voksede et savn efter at skrive. Som en stille kløe tog det til i styrke, indtil han blev nødt til at adressere det, da det fortsatte ustoppeligt med stigende styrke. I denne irritation og frustration opstod idéen til I mørket er alle katte grå, hvorefter de mærkelige konturer af fiktive menneskelige skikkelser fandt en form i skriften.