Nyhedsbrev - Brændpunkt

Run Rhino Run af Lars Ørlund udkommer 3. november 2017

- Forfatter Lars Ørlund fejrer 30 års jubilæum med ny dag-aktuel thriller

Gennem 30 år har Lars Ørlund givet os en række fine bøger, der, udover at være umiddelbart spændende, har været fyldt med den indsigt som kun et langt liv i verdens brændpunkter kan give. Hans romaner er karakteriseret ved komplekse historier og relevante problemstillinger, og som en anmelder skrev om hans forrige bog: ”Den skal læses af jer, som synes godt om komplicerede plots, et stort persongalleri og god fantasi. Så får I virkelig noget på opleveren og kommer samtidig på hjernearbejde."

Det specielle ved alle Lars Ørlunds bøger er, at de tager udgangspunkt i en virkelighed vi oftest ikke ønsker eller ved eksisterer. De er altid skrevet på stedet for den aktuelle handling og bag hver bog ligger måneders research af både forfatteren og hans store internationale netværk.

I Run Rhino Run beskriver han ikke alene nedslagtningen af verdens sidste næsehorn, han giver os samtidig navne og i mange tilfælde adresser på bagmændene. Her er det tydeligt at forfatteren, der, som gameranger, har brugt 15 år af sit liv på at bekæmpe netop denne form for kriminalitet, er helt på hjemmebane. Det samme gælder når han forklarer hvordan 300 afrikanske børn hvert år forsvinder fra Londons gader for at ende på markedet for organer og traditionel vestafrikansk medicin. Et problem, som først er blevet taget op offentligt nu, hvor MI5 har nedsat gruppen ”LCA”. Gennem Lost children Agency, er problemet blevet synligt for byens politikere, der ellers mente, at det skyldtes indvandring og EU´s ydre grænser og ikke landets egne subkulturer.

Bogens godt 500 sider, giver ikke endegyldige løsninger, men er mættet med spændende historier og et interessant persongalleri.

Run Rhino Run

Året er 2015 og den britiske efterretningstjeneste har en række nye projekter, et af dem er LCA – Lost Children Agency, en lille specialgruppe der, under ledelse af Laura Asmail, prøver at finde ud af, hvad der sker med de godt 300 afrikanske børn, der hvert år forsvinder fra London. Rygterne går på, at børnene slagtes for at skaffe organer og naturmedicin til et stadig større marked.

Efter en fyring og forflyttelse fra England til Sydafrika, har den tidligere elitesoldat, Jan Steyn, kastet sig over kampen for at ramme de fjerne asiatiske bagmænd, der truer med, i løbet af få år, at udrydde kontinentets bestand af næsehorn og elefanter. En kamp han og en lille håndfuld tidligere ”Sæler” er parat til at ofre livet for. MEN…

Både Laura og Jan finder hurtigt ud af, at verden ikke er helt, som den umiddelbart ser ud. For nogen langt oppe i det politiske og økonomiske system ønsker tilsyneladende ikke, at deres kampe skal lykkes. Problemet er hvem de overhovedet kan stole på, også blandt deres egne.

Da Laura, i udkanten af London, finder et ”slagtehus” og en fryser fyldt af små børnekroppe, sender hun en agent afsted for at følge sporet efter de tusinder af illegale migranter, der forsøger at rejse fra Vestafrikas håbløse fattigdom til Europa. I Libyen forsvinder agenten pludselig, men hans sidste meddelelse tyder på, at han har fundet endestationen for en række intetanende organdonorer.

Laura bliver nødt til at handle hurtigt, men i tjenesten mener man ikke, at en enkelt agent er værd at stable en større redningsaktion på benene for, og da Libyen samtidigt er et venligsindet land, vil en sådan aktion også give politiske problemer for den siddende britiske regering.

Skønt det langt overstiger hendes beføjelser beder Laura, i desperation, Jan og hans lille team af elitesoldater om at redde hendes agent. Spørgsmålet er, om Jan kan være klar til et raid i et fremmed land på de få timer, han har til rådighed. Problemet bliver ikke mindre af, at de foran hospitalet finder to russiske KA-50 kamphelikoptere og en ledende russisk efterretningsofficer med påtrængende behov for nye organer.

Lars Ørlund (1948) har gennem mere end tredive år arbejdet og boet i Asien, Afrika og Sydamerika. Han har deltaget i tre krige og som journalist produceret artikler, samt mere end 250 radio- og tv-programmer fra verdens brændpunkter. Han har desuden skrevet 20 bøger bl.a. afrikaromanen Himlens klare stjerne og ikke mindst trilogien Kapring over Kairo, Blackjack og Den Serbiske Forbindelse.

Han har ernæret sig som gamewarden og storvildtjæger på de afrikanske savanner og gennem længere perioder boet blandt nogle af klodens sidste naturfolk. Privat er han ivrig dykker, jæger og fisker og opholder sig i både Danmark, Storbritannien og Sydafrika.

I forbindelse med udgivelsen afholdes bogreception på Paludan Bogcafe, Fiolstræde 10, København kl. 15 - 17

Velkommen

 

Læs mere på: www.larsoerlund.dk, www.brændpunkt.dk og www.facebook/forlagetbraendpunkt

God læselyst

Forlaget Brændpunkt

Læs anmeldelser og meget mere om forfatterne og udgivelserne på:

www.brændpunkt.dk