Nyhedsbrev - Brændpunkt

 

Danske psykologer begejstrede for Agathe af Anne Cathrine Bomann

Agathe af Anne Cathrine Bomann udkom den 15. maj 2017

http://www.dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/boganmeldelser/agathe/

Dansk Psykolog Forening - psykologernes fagmagasin

”Jeg sad i stuen og kiggede ud af vinduet, da det skete. Forårssolen lå som fire forskudte firkanter på mit gulvtæppe og bevægede sig langsomt, men sikkert hen over mine fødder…”

Psykolog Anne Cathrine Bomann (født 1983) har henlagt handlingen i sin første roman til en by i Frankrig i mellemkrigstiden, et vanskeligt, men vellykket greb, om end der er et par steder, hvor vi sprogligt befinder os i dette århundrede – men det trækker ikke ned.

Man mærker, at forfatteren føler sig hjemme i det franske på en måde, så det næsten lykkes læseren også at føle sig kendt i det lille samfunds nære miljø. Beskrivelserne af omgivelserne og de små daglige gøremål tegner et nuanceret og aldrig kedeligt billede af ”den lille mand”, som kan lede tanken hen på Charles Dickens Ebenezer Scrooge i Et juleeventyr, om end dramaet her ikke fortjener, at de to sammenlignes i øvrigt. En noget sær og ikke særlig sympatisk mand, plaget af alderens skavanker i krop og sind, møder os i begyndelsen. Træt af livet, træt af arbejdet. Efter hver patientsamtale noterer han omhyggeligt ned, hvor mange samtaler, der nu er tilbage.

”... Jeg sukkede lidt for dybt og huskede mig selv på, at efter hende ventede kun 753 samtaler endnu.”

Alligevel vækkes læserens nysgerrighed ret tidligt. Nedtællingen er begyndt, hvad sker der, når vi ned til sidste samtale? Og hvad er det ved ham, der alligevel vækker sympati?

Måske de situationer, hvor vi som terapeuter genkender os selv i hans beskrivelse af, hvor afmægtig og uvidende, man undertiden kan føle sig som behandler. Eller i de dialoger, hvor han ”kommer til” at være sig selv og dermed viser sin egen sårbarhed med alt, hvad det indebærer:

”Jeg er faktisk ikke sikker på, hvordan jeg kan hjælpe Dem, Thomas. Jeg har aldrig elsket nogen”(siger psykiateren)

(…) ”Nej, så heldige er vi ikke alle. De ville måske have lettere ved at dø” (siger Thomas)
”Måske”, medgav jeg, (psykiateren) ”men sværere ved at leve.”

Agathe er navnet på den patient, som på falderebet får en afgørende betydning for psykiateren. Men terapien med hende fører undervejs til andre forandringer. Disse rulles frem for læseren gennem små sidehistorier. Bl.a. omkring forholdet til hans nabo og til hans sekretær gennem en menneskealder, Mme Surrugue.

Denne lille roman kommer på sine bare 112 sider rundt om nogle af de store temaer i tilværelsen: ensomheden, kærligheden, døden og den meningsløshed, der kan ramme et livstræt menneske. Den er flydende og poetisk i sit sprog, den har en lethed med sig fra første side og i flere glimt en befriende, stilfærdig humor midt i dens alvorlige temaer. På forunderlig vis holdes læseren fanget fra første til sidste side. Værd at lade sig berige af, hvad enten man er ung og utrænet psykolog eller selv på vej i sin nedtælling til pensionen.

Af Rita Poulsen, cand.pæd.psych.

 

Litteraturhuset - Stedet hvor litteratur og psykologi mødes

http://litteraturhuset.dk/boganmeldelse-agathe-2017/

Bogen er skrevet af en psykolog, omhandler en psykiater der laver terapisamtaler, og skal nu anmeldes af en psykolog som laver terapisamtaler. Samtidig henvendte forfatteren sig personligt til mig, og spurgte om jeg havde mod på at læse og anmelde bogen. Jeg påtager mig med det samme alt ansvar for bias, og går i kast med bedømmelsen af denne lille bog.

I bogen møder vi jegfortælleren, den 71 årige psykiater, som har under et halvt år til sin pension. Uden familie, venner og de store interesser, synes psykiateren at leve et kedeligt og tilbagetrukket liv. Han eksisterer nærmest kun i kraft af sit arbejde, de daglige terapisamtaler og btanken om, at hans nabo kan høre ham. Ellers undgår han for enhver pris menneskekontakt og er endda begyndt at tælle sine terapisessioner ned – præcis 800 samtaler venter ham, før han endelig kan gå på pension.

“Jeg begyndte at tvivle på mig selv, og tolkninger, jeg havde fremlagt gang på gang klæbede til min gane, så jeg måtte spytte dem ud på en så jammerlig timing, at det var et mirakel at ingen protesterede.” (s. 46)

Det går dog gradvist op for ham, at han ikke ved hvad han tæller ned til. Og samtidig synes livet uden for terapirummet ikke særlig attraktivt ifølge hvad hans patienter beretter. Det vækker en angst og afmagt i ham. Han bliver yderligere forstyrret af en ung tysk kvinde, Agathe, som insisterer på at begynde i terapi hos ham. Agathe er plaget af stor meningsløshed og står ikke til at at redde før hans pension. Men samtalerne med hende vækker noget i psykiateren.

“Jeg bildte mig ind, at jeg nærmest kunne se håbløsheden som en tyk dis imellem os, og jeg rykkede frem i stolen for at holde hende fast: “Det passer ikke, at alt er for sent, Agathe. Jeg tror, at livet består af en lang række valg, vi er nødt til at træffe. Og det er først, hvis vi nægter at tage det ansvar på os, at alt bliver ligegyldigt.” (S. 44)

Parallelt med terapiforløbet med Agathe, bliver psykiateren selv konfronteret med nogle af livets store spørgsmål. Både som menneske generelt, men også som professionelt. I takt med dette indser han, at han vil mere af livet end han har turde førhen.

“Jamen Doktor, hvordan kan De bruges Deres tilværelse på at lindre andres lidelse uden at have blik for Deres egen?” (s. 88)

Agathe er en bog, som er lige til. Hvis det er det man ønsker. Med sine 112 sider og kapitler af 2-3 sider, er det oplagt læsning at have liggende ved sengebordet eller have med på farten. Den er skrevet i et letforståeligt sprog og handlingen synes simpel. Hvis man har behov for skridtet dybere, er der både en del referencer til filosofiens verden og eksistentielle spørgsmål. Emner som  alderdom, døden, kærlighed, ensomhed, eksistens og valg står tykt smurt ind mellem linjerne, og når man først har fået øje på dem, er der ingen vej tilbage.

Bogen var særlig læsning for mig som psykolog, hvilket jeg ved flere har været nysgerrige på at høre om. Ligesom psykiateren har jeg samtaler med folk, som har ondt i hjertet. Først blev jeg irriteret over den karikerede måde en psykiater skal fremstilles på. En kedelig person, med store problemer selv, som får en masse penge for at nikke og sige “Ja, fortæl mere”. På den anden side er vi jo netop også bare mennesker. Og mange af de ting psykiateren oplever, har jeg jo selv oplevet. Det gjorde den særlig at læse for mig og fik mig til at kigge indad i mig selv og reflektere, i stedet for udad på mine medmennesker, som man jo normalt gør i vores erhverv. Det fik mig til at føle en skrøbelig og uudtalt forbindelse til både hovedpersonen, forfatteren og andre som arbejder med psykoterapi. Jeg ville sådan ønske at skønlitteratur også kunne være en del af psykologuddannelsens pensum.

“Og det lyder sikkert frygtelig banalt, men jeg havde sådan lyst til at være én, der betød noget.” (s. 79).

Jeg er imponeret over, hvor bredt denne bog tilsyneladende favner. Filosofiske tekster har oftest et kringlet sprog og kompliceret tankesystem, som derfor desværre kun når ud til et lille publikum. Agathe vil dog både kunne læses af dem, som bare ønsker at læse en god bog. Dem, som interesserer sig for tilværelsens eksistentielle aspekter, og måske særligt dem, som laver psykoterapi. Jeg forestiller mig, at alle tre grupper vil have glæde af at læse denne lille, og på samme tid, tunge bog.

6/6 hjerter

 

God læselyst

Forlaget Brændpunkt

Læs anmeldelser og meget mere om forfatterne og udgivelserne på:

www.brændpunkt.dk